(+45) 61 70 23 50 info@annesoevang.dk

Ved vejs ende – et reset i vores liv

Ved vejs ende – et reset i vores liv
7. april 2021 info@annesoevang.dk

Kender du fornemmelsen af at komme til et sted i dit liv, hvor andre nye valg eller afslutninger af noget gammelt ganske enkelt er nødvendigt? Noget fik dig til at gøre tingene anderledes og måske endda revidere dit liv?  Måske var det dramatisk og skræmmende. Det kan også have været en dyb indre oplevelse.

Blot den sidste uge hørte og læste jeg om et par smak-oplevelser. Den ene havde fået en slem hjernerystelse og måtte ned og ligge stille, en anden kørte galt med sin bil med alt for stor fart. Smak. Hvad det kommer til at betyde for dem hver især, aner vi ikke.

Det skete også for mig. Der var ganske enkelt ikke mere “gammel” vej foran mig. I årene inden havde jeg vidst det, jeg skulle noget andet, men ignoreret de små input.  Selv om jeg vidste, at der var så mange andre muligheder, anede jeg ikke, i hvilken retning jeg ville.

I virkeligheden handler det jo om at følge sit hjerte og sine drømme, og  vi ved, at der er så mange andre potentialer derude. Men det er let at blive fanget i sine velkendte mønstre og den velkendte virkelighed. Der ligger også en frygt i at forandre sin verden, for hvad sker der?

Det er indkodet i os ikke at mærke efter, lytte og handle efter vores egne input. Ignorerer vi os selv længe nok, skal vores krop nok lade os det vide på et tidspunkt. Angst, depression, smerte eller eksemplerne ovenfor kan være smertefulde tegn på, at vi overhører os selv.

En smak-oplevelsen skaber et naturligt reset.  For mig selv betød det, at jeg sagde mit daværende job op uden at have et andet. Det var  en god beslutning.  Siden har jeg oplevet forandringer på alle områder af mit liv. Selv om de af og til var forbundet med usikkerhed og frygt, bragte forandringerne mig på forunderlig vis altid trygt videre. Mange år efter mine oplevelser skrev jeg lidt om opvågningsprocessen. Hvor dyb et indre wake-up er, vil være individuelt. Nogle vil lave få grundlæggende ændringer i deres liv, andre har valgt en dybere og længere indre rejse.

Ingen af os syntes, at det har været fedt med ansigtsmasker og nedlukninger. Coronatiden har påvirket os på forskellig vis, mange har måske indset, at det gamle liv skulle ændres. Coronatiden har også globalt skabt et reset i vores bevidsthed, både individuelt og i massebevidstheden. Vi kommer videre på nye måder.