(+45) 61 70 23 50 info@annesoevang.dk

Indlægget er tagget med ‘adskillelse’

  • Et liv uden at skulle bevise noget overfor dig selv

    Du har INTET at skulle bevise overfor dig selv og den, du er.

    Du har allerede værd og er allerede værdig. De mange opfattelser af, at du ikke er god nok, ikke kan gøre det godt nok, er et spil. Alle spiller spillet. Jeg har gjort det til bevidstløshed. Her er spillet slut.

    Værdighed er noget, vi alle er udstyret med som en energi eller sans, og som vi har adgang til.

    Hvor mange gange har du ikke følt dig forkert, dum, følt du ikke var nok, at du skulle gøre det bedre, følt du ikke var god nok som du var.

    Måske løber du rundt og forsøger konstant at bevise dit værd overfor dig selv og andre. Nogle forsøger at bevise deres værd overfor det, de kalder Gud med gode gerninger og er der altid for andre. ”Er jeg ikke et godt menneske, når jeg gør det og det”? Har du lagt mærke til, at det ikke ændrer uværdigheden?

    Uværdighed gør, at vi saboterer os selv, spænder ben for os selv og de mange muligheder, vi lader gå forbi. Måske udsætter vi ting i vores liv for ikke igen at møde følelsen af ikke at være god nok. Du kan se på dit liv, hvad følelsen har gjort ved dig. For mig selv kan jeg kun sige drama, lidelse, afsavn, håbløshed, sorg, vrede, blot for at nævne lidt.

    Adskillelsen fra vort selv

    Værdighed er ikke noget, mennesket skal fortjene. Den bor i os.

    Alle adskiller sig fra sig selv. Vores mindske borgere lever i en magisk verden med leg, fantasi og adgang til deres “guddommelighed”. På et tidspunkt mens vi er små, sker der en adskillelse fra den verden. Det sker for alle. Skyld og skam sætter ind, skal, må/må ikke, rigtigt/forkert indlejres.

    I dag kan du forbinde dig med din værdighed uden at være et menneske, der er ”rigtig”, altid ”korrekt”, ”er god nok”, holdt af af alle, har ”fin” titel, ”god” uddannelse, stor bil, ditto hus og bla bla.

    Kom tilbage til dit værd

    Sæt dig eller læg dig og luk øjnene. (evt. kan du her lytte til min guidning).

    Træk vejret ned i din mave nogle gange. Læg hovedet fra dig et par minutter (forestil dig ganske enkelt at tage dit hoved og lægge det ved siden af dig, hvis det er en hjælp). Bliv ved med blidt og roligt at trække vejret ned i kroppen, mens du begynder at mærke dig selv mere og mere.

    Mærk dig ind i dig selv.

    Mærk dig ind i, hvordan din sans af værdighed føles. Træk vejret mens du sanser og mærker.

    Måske fornemmes værdighed som farver, indre bevægelser og strømninger i kroppen, som en blødt tæppe, som  kærlighed eller andre sansninger forskellige steder i din krop. Det vil være individuelt, hvordan vi sanser det.

    Værsgo, her har du din værdighed. Den har altid været der. Du havde bare glemt den.

    Det er en iboende kvalitet, følelse og sans.

    Hvis du falder tilbage i uværdighedsfølelser

    Møder du fremadrettet kritik uanset, om det er din egen indre stemme eller fra omverden, behøver du ikke længere adskille dig fra din værdighed. Forbind dig med den igen, jf. det, du lige har gjort.

    • Når du igen sammenligner dig med andre, gå tilbage til dig selv og din værdighed.
    • Når du igen fordømmer dig selv, gør det samme
    • Når du igen føler dig fortabt i alt det, der sker, gør det samme.
    • Når du igen føler, du har gjort det “forkert”, gør det samme

    Du kan aldrig nogensinde være uværdig som væsen. Mennesket kan på den ene side fordømme sig selv, andre kan fordømme det. På den anden side har mennesket evnen til at modtage sig selv, modtage tilgivelsen for alt, det mener og føler, det har gjort “forkert”. Tilgivelsen kommer fra din sjæl, når du giver lov.

    Har du brug for vejledning eller hjælp, er du velkommen til at kontakte mig.

     

  • Har du det godt med dig selv, eller oplever du usynlige øjne måle dig?

    Mit indlæg i dag handler om følelsen af at føle sig betragtet, vurderet og målt.

    I en snak med en mor om hendes teenager, der følte, at andre kikkede på hende, slog det mig, at den følelse, som mange andre også oplever, er, at det føles ligesom usynlige øjne, der hele tiden betragter, måler og vurderer.

    – gør jeg det rigtige, siger jeg det rigtige, var det forkert, er mit udseende, min krop, mit hår, mit tøj rigtigt? Kort og godt en blanding af: passer jeg ind/falder jeg udenfor, er jeg værd som menneske,  er mit udtryk korrekt?

    Når alt kommer til alt, kan vi være ligeglade med omverdens betragtninger og tanker. De fleste andre har som regel nok i sig selv, har deres verden, der fylder 🙂

    Det handler kun om dig, at du har det godt med at være dig, at du kan elske dig selv.  I den tilstand er der  ikke brug for at sætte usynlige ydre øjne op, der kan spejle.

    Så hvorfor har vi mennesker det her set up, hvor vi betragter os selv udefra?

    En baby er hel og har ikke adskilt sig fra sig selv, det har absolut ingen bedømmelser af sine egne gylp, tisseri og skiden i bleen, af rigtigt eller forkert. Mor kan være klassisk smuk eller hun kan være det modsatte. Barnet elsker bare, er i sin værens tilstand. Dualiteten med dens opfattelser af rigtigt/forkert gør, at vi automatisk adskiller os fra det hele væsen, vi er, i 2-3 års alderen.  Gradvist lærer vi,  at noget er forkert andet er rigtigt, at  overtrædelser har konsekvenser, der er må, må ikke, skæld ud, måske udskamning.  For at være her, skal vi være på bestemte måder.

    Derfor sætter vi de usynlige målende øjne op, der betragter os selv. Kald dem aspekter af os selv (vores skygger), der kan være frygtsomme, bange, vrede, skyldige, skamfulde.

    Det kan til dels også være et spil, vi ubevidst kan spille med os selv.  Jeg kom til at tænke tilbage på en snak for mange år siden med en mand, der siden barnsben havde følt sig begrænset af generthed. Vi havde en snak om opvæksten, om at det måske havde været et game, han havde skabt i sin opvækst, at det kunne være en måde at få opmærksomhed fra sin mor, og vigtigst af alt,  at han kunne stoppe det, hvis det ikke længere tjente ham. Hans feedback en uges tid senere var imponerende, for allerede den næste dag på jobbet oplevede han sig selv helt anderledes, tryg og afslappet med andre mennesker.

    Så har vi brug for den ydre betragtning? Den har selvfølgelig lært os meget om os selv, men der kommer måske et tidspunkt, hvor vi har fået nok. Der kan vi vælge at komme hjem til os selv.