Du har sikkert som jeg også indimellem oplevet at være et sted i dit liv, hvor du har ønsket at gå tilbage til “de gode gamle dage”, til en tid, du husker som glad og ubekymret.
Alle oplever perioder, hvor livssituationer, udfordringer, drama og modgang får spørgsmål og tvivl med frygt og meget andet til at rejse sig som kæmpe monstre i det indre: hvorfor kan jeg ikke bare..? hvorfor sker der her? hvordan kommer jeg tilbage? hvad gør jeg forkert? hvad er det jeg ikke forstår?
Når det sker, flytter vi os som oftest ikke med det samme. Vi affinder os med tingenes tilstand og opgiver os selv. Selv om vi gerne vil have forandring til det bedre, synes det uoverskueligt. Hvad skal vi gøre, hvordan skal vi gøre det, skal vi virkelig opgive det kendte, kaste os ud på dybt vand?
Det kan kræve sin mand/kvinde, for vi ved, hvad vi har, men ikke, hvad der kommer eller hvordan. Det var lettere som barn. Der havde vi en mor, en far, en søskende i hånden, der sagde kom: Det er denne vej. Nu er vi helt alene om at tage valget. Andre kan ikke gøre det for os, vi må selv gå vejen.
Erfaringsmæssigt vil jeg sige: Først når vi oprigtigt har fået NOK, begynder vi ægte at mærke og føle – slut ikke mere. Jeg vil noget andet, noget mere. Der begynder vi at tage livet på os, komme videre og ikke som den, vi var før, eller som den illusion af os selv, vi mindes at have været for ti eller tyve år siden. Nej vi er mere modne, har fået mere erfaring er mere bevidste.
Hvad vil vi? Hvor vil vi hen? Jo mere vi tuner os ind i vores drømme, og så vælger at følge dem, jo lettere. Fremtiden, eller rettere vores liv, er endnu ikke skabt. Det er kun os selv, der kan vælge og skabe det.
