(+45) 61 70 23 50 info@annesoevang.dk

Få kontakt med din intuition igen

Få kontakt med din intuition igen
3. februar 2021 info@annesoevang.dk

Sidst skrev jeg om vores fantastiske indre sanseapparat / intuitionen. I dag handler mit indlæg om at genfinde tilliden til sine indre sansninger.

Hos vores mindste står porten til deres indre visdom pivåben. Børn er utroligt intuitive. Mit barnebarn på tre sagde til sin mor “Morfar kommer snart”. Det mente moren nu ikke. Ikke desto mindre stod han i deres stue mindre end en halv time senere. Hans indre radar havde fanget morfarens intention.

Du kender det garanteret også fra dit eget liv. Du tænker på nogen, og vupti ringer de eller dukker “tilfældigvis” op på gaden eller foran din dør.

Som vi vokser op, indlærer vi at forholde os til verden med logikken og vores hjerne. Det er ikke fordi, vi mister den indre stemme, vi holdt blot holdt op med at lytte til dens input.

Et eksempel er de mange gange, hvor jeg er på vej ud ad døren. Inden jeg går ud, er mit blik tilfældigvis faldet på et eller andet herhjemme. Nogle gange har jeg så taget det med i lommen for at finde ud af, at jeg lige præcis skulle bruge det undervejs. Andre gange befandt jeg mig i en situation, hvor jeg tænkte “hvorfor tog du dog ikke det med, du havde jo “fået det at vide” lige inden du gik ud?”.  Det kunne være læsebriller, en jakke, handsker, en kuglepen, en pose eller andet.

Min intuition er min og hjælper mig i mit liv. Din intuition er din og hjælper dig i dit liv. Lytter vi og lader os lede af den, vil den lede os i en retning, der er optimal for os hver især. Den kan hjælpe os med at undgå farer og ulykker, når vi ellers kan finde ud af at lytte ind. Hvor mange gange har vi ikke hørt enten andre eller os selv sige “Jeg vidste godt, jeg skulle have ladet være” eller “Det føltes forkert fra starten” o.l.  Men vi overhørte og ignorerede beskederne og lod hovedet, logikken eller andre omkring os overtale os til noget andet.

Det kan være svært at have tillid til sine egne signaler, når vi så meget har lært at lade logikken styre, også fordi de indre input af og til synes ulogiske. “Hvorfor i alverden skulle jeg ……?” Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er intuitionen sand, hvor hovedets logik er begrænset til det, vi “kender” allerede.

Vælger vi at åbne os overfor at begynde at lytte og lade os lede af vores indre viden, vil vi opdage, hvordan tilliden til den vil vokse. Vi begynder at kunne navigere uden om at skabe trælse situationer for os selv. Derudover slipper vi for at overtænke og bekymre os. I stedet kan vi i forskellige  udfordringer og situationer spørge os selv “Hvordan føles det her for mig? Føles det rigtigt / sandt for mig? Skal jeg gøre det her? etc. etc.

Det tager tid at komme ned i kroppen igen. Det ved jeg af erfaring. Det tager tid at genfinde sin egen nordstjerne. De fleste mennesker bor deres hoved  og har ikke den store kontakt med selve kroppen (læs: er mentale, analyserende, rationelle). De har, som jeg havde, glemt den indre vejledning – det indre kompas. Er du allerede god til at lytte til og følge din indre vejledning, er jeg sikker på, at du er enig.