(+45) 61 70 23 50 info@annesoevang.dk

Har du det godt med dig selv, eller oplever du usynlige øjne måle dig?

Har du det godt med dig selv, eller oplever du usynlige øjne måle dig?
22. juli 2021 info@annesoevang.dk

Mit indlæg i dag handler om følelsen af at føle sig betragtet, vurderet og målt.

I en snak med en mor om hendes teenager, der følte, at andre kikkede på hende, slog det mig, at den følelse, som mange andre også oplever, er, at det føles ligesom usynlige øjne, der hele tiden betragter, måler og vurderer.

– gør jeg det rigtige, siger jeg det rigtige, var det forkert, er mit udseende, min krop, mit hår, mit tøj rigtigt? Kort og godt en blanding af: passer jeg ind/falder jeg udenfor, er jeg værd som menneske,  er mit udtryk korrekt?

Når alt kommer til alt, kan vi være ligeglade med omverdens betragtninger og tanker. De fleste andre har som regel nok i sig selv, har deres verden, der fylder 🙂

Det handler kun om dig, at du har det godt med at være dig, at du kan elske dig selv.  I den tilstand er der  ikke brug for at sætte usynlige ydre øjne op, der kan spejle.

Så hvorfor har vi mennesker det her set up, hvor vi betragter os selv udefra?

En baby er hel og har ikke adskilt sig fra sig selv, det har absolut ingen bedømmelser af sine egne gylp, tisseri og skiden i bleen, af rigtigt eller forkert. Mor kan være klassisk smuk eller hun kan være det modsatte. Barnet elsker bare, er i sin værens tilstand. Dualiteten med dens opfattelser af rigtigt/forkert gør, at vi automatisk adskiller os fra det hele væsen, vi er, i 2-3 års alderen.  Gradvist lærer vi,  at noget er forkert andet er rigtigt, at  overtrædelser har konsekvenser, der er må, må ikke, skæld ud, måske udskamning.  For at være her, skal vi være på bestemte måder.

Derfor sætter vi de usynlige målende øjne op, der betragter os selv. Kald dem aspekter af os selv (vores skygger), der kan være frygtsomme, bange, vrede, skyldige, skamfulde.

Det kan til dels også være et spil, vi ubevidst kan spille med os selv.  Jeg kom til at tænke tilbage på en snak for mange år siden med en mand, der siden barnsben havde følt sig begrænset af generthed. Vi havde en snak om opvæksten, om at det måske havde været et game, han havde skabt i sin opvækst, at det kunne være en måde at få opmærksomhed fra sin mor, og vigtigst af alt,  at han kunne stoppe det, hvis det ikke længere tjente ham. Hans feedback en uges tid senere var imponerende, for allerede den næste dag på jobbet oplevede han sig selv helt anderledes, tryg og afslappet med andre mennesker.

Så har vi brug for den ydre betragtning? Den har selvfølgelig lært os meget om os selv, men der kommer måske et tidspunkt, hvor vi har fået nok. Der kan vi vælge at komme hjem til os selv.