(+45) 61 70 23 50 info@annesoevang.dk

Det personlige ansvar

Det personlige ansvar
4. februar 2020 info@annesoevang.dk

Vi kan bebrejde andre, når det ikke går, som vi ønsker.
Børn gør det non-stop: Det er hans/hendes/deres skyld. Det er så indlært og ubevidst.
På et tidspunkt vil vi dog indse, at vi hver især er 100% ansvarlige for os selv, at livet er vores.

Vi er ansvarlige overfor vores egne beslutninger, vi er ansvarlige for den måde, vi agerer med andre. Vi er ansvarlige for vores egne reaktioner. Vi holder op med at tørre vores velbefindende og tingene af på vores partner, børn, kollegaer, venner, chefen.

Der sker et indre skifte i os, når vi accepterer, at ansvaret er vores og ikke længere fralægger os ansvaret.

Med ét er der ikke længere nogen skyld.

Den dårlige samvittighed og skyldfølelsen

På samme måde, som vi kan pege fingre udadtil, kan vi vende ”skyld” indad. Ufred i familien, en bebrejdende partner, en kollega, chef eller ven.  “Det er min skyld”. “Jeg gør det forkert”. ”Han/hun/de synes ikke om mig.

Nej det er fejlkonklusioner.

Automatisk at påtage sig skyld/bebrejde sig selv, tro at man er forkert er ubevidste, gamle indlærte mekanismer.

Eksempler:
Andre er sure, bliver vrede, bebrejder, og du tager imod, glatter ud, forsøger at løse problemerne, slår tilbage, føler dig magtesløs, gjort til offer.

Stop!
Du har påtaget dig noget, der aldrig var dit.
Læg ansvaret tilbage, hvor det hører hjemme.
Tag ansvar for dit, og lad andre tage ansvar for deres.

Mange ubalancer i relationer og i forhold har deres rod i disse gamle ubevidste skyld-mønstre.

Hvis man i et forhold hele tiden bebrejder hinanden, går rundt med dårlig samvittighed; ikke føler man gør det godt nok, ikke føler, at man udfylder sin rolle, føler sig kritiseret, føler, at den anden ikke tager ansvar etc. etc. er det ikke forholdet, der er noget galt med.

Det er forholdet, vi har med os selv hver især.

Når vi rydder op her, ændrer relationen og parforholdet sig. Forholdet fornys og kan blive fantastisk. Omvendt kan det selvfølgelig godt være, at forholdet er kommet til vejs ende, og man selv skal videre.