Igen i går hørte jeg om en af de tusindvis af mennesker, der falder ned i depressionens mørke. Allerede i min opvækst var jeg vidne til, hvordan depression og angst suger livet ud.
I mine tidligste leveår havde min far været meget opfarende, humørsyg og temperamentsfuld. Jeg er vel omkring 12-13 år, da hans gentagne lange perioder med tungsind, depressioner og angst flytter ind. Apatisk ville han blot ligge på sofaen eller sidde ved spisebordet og stirre tomt frem for sig. Han ville have ro og sagde meget lidt. Min mor gjorde alt, hun var i stand til og klarede de mange gøremål, når man har hjem, fire børn og job.
Naturligvis var han ikke en, der kunne tale om de tunge tanker. Kun en gang delte han med mig, at han var bange for at gå ud ad døren i stuen og ud i haven. Jeg var vel 13-14 år. Jeg kunne høre, hvad han sagde, men jeg forstod det ikke. Jeg var frustreret og ked af, at jeg ikke kunne gøre noget. Afmagtsfølelse var nok det bedste udtryk hos mig.
Han havde altid haft en tendens til at ruge over tingene, og det var ikke mit indtryk, at min mor blev lukket ind i hans mørke univers. Det satte selvfølgelig dagsordenen i hjemmet, og er en af årsagerne til min interesse for sindet og hjernen.
Hjernen er et LUKKET loop-system. Dvs. oplevelser, vi har, skaber tanker om det, og tankerne vil kredse omkring emnet, konkludere noget som en sandhed og generere en masse uvirkelige historier, som sindet (mennesket) er bange for.
Mennesket tror fuldt og fast på sin logik og tanker. Det er bange og angst for eksempelvis:
- at miste sine venner,
- miste sin anseelse,
- blive alene,
- skammen
- skylden
- for ikke at kunne stå fast i sig selv,
- rædselsslagen for at det måske har såret nogen
- rædselsslagen for at skulle komme til at såre nogen,
- rædselsslagen over at skulle have gjort noget forkert,
- det kan ikke tilgive sig selv for at have gjort eller sagt noget.
- være eller blive syg og meget mere
Den menneskelige hjerne har tendens til at ruge over ting, overtænker, spekulerer, bekymrer sig og udleder logik ud fra det. Dog har kun høns og fugle udbytte af at ruge. I den menneskelige hjerne skabes kun falske uhyggelige historier.
Vi kommer ikke ud af flækken, selv om man måske inderst inde godt ved, at der er skridt, der skal tages, beslutninger, der skal tages, men at gøre det. Nej tak. Så hellere bære byrden alene og forsøge at finde en løsning i det inderste af hjernens kringelkroge. Vi graver os blot dybere ned.
Når vi taler med et menneske, som er bange og/eller depressiv, kan vi høre dem fortælle deres historie og lave logiske konklusioner ud fra hjernens logik, og lige meget, hvor meget vi forsøger at åbne op til nye perspektiver, punktere fejlagtige konklusioner, som vi ved er falske, holder hjernens loop-system dem fanget i tankerne. Der er lukket af for kommunikation. Det er ligesom en nedsmeltning ind i en historie. Livet udenfor synes at “forsvinde”. Alt flow med livet forsvinder, Den indre og ydre kommunikation står på standby.
Lidelse
En depressiv tilstand kan betragtes som en timeout fra ens liv og den virkelighed, man er i. Det er en pause samt også en oplevelse, hvor mennesket lader sig falde ned i mørket. ”Lader jeg mig falde, kan jeg mon ramme en bund og i mødet her bounce tilbage og op igen?” Det er lidelse på højt plan. Hvornår er det NOK?
Skammen og skylden
I min barndom talte man ikke om depression og angst, og det har helt sikkert været yderst skamfuldt og flovt for f.eks. min far. Det er anderledes i dag, men stadig er det for den person, det rammer, overvældende pinligt. For vi tror, vi skal kunne det hele, præstere, kunne stå op for os selv, og mange vil helst tage sig ”rigtigt” ud ift. omverdenen. Men sådan spiller klaveret ikke. Det kan ingen!!!
For vi har alle hver vores historie, vores oplevelser med sår og skrammer. Alle gør det så godt, de kan, ingen er perfekte og bliver det aldrig.
Et lys i mørket
Hvor længe vil man være i mørket? Jeg er klar over, at systemet er lammet, at kommunikationen med alt det andet, mennesket indeholder kan være nærmest afbrudt. Det kræver, at mennesket får kontakt med det lys, der er i ham/hende og VÆLGER at komme tilbage. Men det er svært, når alt synes sort, tomt og håbløst.
En vej tilbage
Fordi sindet og hjernen spiller os et puds, må vi en anden vej for at komme videre, ud i livet igen. Jeg er ikke psykolog. Min forståelse og viden kommer fra mine oplevelser og er baseret på min erfaring.
En depressiv tilstand eller en angst er en del af os, som er traumatiseret, såret og ude af stand til at handle.
Bestemte oplevelser kan trigge gamle mønstre, traumer, chok m.v. og skabe depressive oplevelser og angst.
Traumer og chok
Lad os tage et eksempel: Som teenager stod jeg pludselig uventet en dag overfor en bidsk tysk ruhåret hønsehund, der snerrende holdt mig i skak. Ildevarslende snerren og rejste børster. Måske tog det mig 2 minutter, måske 30 minutter, før jeg meget langsomt et lillebitte skridt ad gangen fik mig baglæns bevæget væk fra den og tilbage i sikkerhed. Mens det stod på, beholdt jeg fatningen, men da jeg endelig kunne løbe hjem i sikkerhed, rystede og hulkede jeg. Et traume var skabt, og i mange år var jeg rædselsslagen for den slags hunde.
Her er eksemplet: I de fleste andre dele af mit liv fungerede jeg ok – men når jeg tænkte på oplevelsen eller mødte en stor hund, kom traumet op igen og jeg fik hjertebanken og angst for hvad der kunne ske.
Det samme gælder depression og angst. Ofte går der langvarig stresstilstand forud. Vi har fundet os i noget, som vi skulle have handlet på/stoppe og afslutte. Men det kan også være dele af os, der både som barn og voksen igen og igen har oplevet chok og traumer, der har låst de dele af os, der oplevede noget overvældende, fast og som på tidspunktet skaber nogle ofte falske sandheder om os selv og andre. Jeg listede nogle eksempler op ovenfor. Nogle typiske er at være bange for at såre andre, gøre noget forkert.
Det er kan være ganske almindelige hverdagsoplevelser, der kan prikke til de her dele af os, vække angsten, frygten, skammen, skylden, de mange falske tankeopfattelser, ligesom det selvfølgelig også kan være nye chok. Bang, så vælter vi.
Forbindelse og kommunikation med kroppen, med følelserne og sig selv
Det er så vigtigt for os alle, at vi får sagt fra, NÅR vi skal sige fra, får LYTTET til os selv, vores følelser og FØLGER vores egne indre sandheder, ikke lader os styre af, hvad vi fejlagtigt måtte tro, at omverden forventer og vil af os.
Omkring min far har jeg en oplevelse af, at han gik på kompromis med sig selv i sine livsvalg, at han udlevede det liv, hans forældre med slægtsgård, forventede af ham i stedet for at leve sine egne drømme ud.
Vi kan hele og integrere de dele af os, der har været låst fast i frygt, skyld, skam, traumer, chok og som skabte falske historier om det skete og om sig selv. Det sker ikke i hovedet, vi skal have hele kroppen med.
Vejrtrækning bevidst ned i kroppen er en stor hjælp til at hjælpe delene med at slippe den fastlåste energi, de mange historier, der er låst fast.
En ting er sikkert, at blive oppe i sit hoved, inde i loop’et løser ingenting. Tværtom.
Resume: “De dele af mig, der føler sig depressive, føler angst, skam, skyld etc. er gamle sårede dele af mig. De er ikke mig som sådan. De er i min erfaringsbank, men de er ikke mig. Ja en del af mig oplever angst/depression, men jeg er ikke angsten eller depressionen. Jeg er så meget mere end det”.
