(+45) 61 70 23 50 info@annesoevang.dk
  • Midt i en Coronatid – fødsel af en ny verden

    Her får du mine input til, hvordan du kan slippe din frygt og bekymring samt mine betragtninger og observationer af det, der sker nu. Personligt oplever jeg, at vores  jord gennemgår et uset og uhørt bevidsthedsskift uden sammenligning.

    Drama, frygt og usikkerhed – for hvad sker der dog?

    Det er sorgfuldt, det, der sker lige nu.

    Er man ikke vant til at håndtere sin energi, er det let at miste fodfæstet og blive kastet hid og did i dramaet, frygten og angsten samt blive skræmt af diverse ekspertudtalelser samt de tusindvis af historier på nettet og i medierne.

    Mennesket er af væsen empat –det sanser og føler. Nogle mere end andre. At have den her empati betyder, at vi mærker og sanser omverdenen i kroppen. Så det er indlysende, at det er overvældende og skræmmende. Umiddelbart kan et råd være at gå ud i naturen, svøm, dans, bevæg dig, fordyb dig i kreative hobbies, syng fra vinduerne eller noget andet. Brug den sunde fornuft, lad dig ikke rive med. Du er faktisk i stand til at slippe det, der ikke tilhører dig. Se mere om det nedenfor.

    Coronavirussen er i gang med at skabe et bevidsthedsskift i hele verden. Det påvirker os alle, som enkeltpersoner, familie, grupper, som land både socialt, kulturelt og ikke mindst økonomisk. Alt i vores liv er påvirket. Siden den 14. marts, da Danmark lukker ned, har jeg talt med mange mennesker – mest på telefonen.

    En vågnende bevidsthed 

    Respekt!!! Det har været bevægende, for jeg føler, at vi er vidner til fødslen af en helt ny bevidsthed på jorden: Nogle har fortalt, at dette vil ændre vores liv og måden, vi er mennesker på, at det bliver en bedre verden fremover, at der bliver ryddet op mange steder, andre fortæller, at vi hver især må bidrage uden egoisme. Jeg hører om, hvordan familier finder på nye aktiviteter sammen. Jeg har lige hørt om en børnefamilie, der via Skype leger ordleg med en anden familie online. Kreativiteten og nyskabelserne blomstrer. Jeg har oplevet storsind og accept mennesker imellem som aldrig før.

    Selv om der er bekymring, er vi med ét mere åbne og kommunikerer mere. Det er meget bevægende at høre mennesker nu åbne op og dele deres tanker. Det føles, som om, at mennesker ved, at de er vågnet op for at tage ansvar for verden og sig selv på en anden måde end tidligere. Vi ved instinktivt, at verden aldrig bliver, som den var for få uger siden.

    Faktisk har jeg ikke hørt et eneste negativt brok fra de, jeg har talt med. Det kan jeg selvfølgelig godt forstå, der er en lyst til, hvis man f.eks. sidder i udlandet og ikke kan komme hjem.

    Hvordan jeg oplevede en monsterbølge af energi fra omverdenen og kom igennem uden at lade mig rive med

    Hver gang vi snakker med andre, lytter og læser noget, tuner vi ind i bevidsthedsfelter og energier omkring os. Det påvirker os på forskellig vis.

    Da landet lukkede grænserne, skoler og institutioner, kunne jeg i mit hjem mærke mønsterbølger komme imod mig om aftenen. Den heftige energi kom brusende som en tyk suppe – frygt, rædsel, drama fra vores kollektive bevidsthed / omverden.  Det var meget intenst. Jeg satte mig og begyndte at trække vejret bevidst ned i kroppen, lod energierne bevæge sig igennem mig uden at blive trukket med. Det samme skete næste aften, og jeg blev pludselig opmærksom på, at min vejrtrækning var gået på autopilot. Jeg kunne lave andre ting, mens kroppen lod energierne passere forbi. Den bevidste vejrtrækning samt bevidstheden om, at det ikke var mit, ændrede det for mig. Nu er der ro på, også selv om jeg ikke ved, hvad der sker i morgen eller i næste uge.

    Noget af det, jeg havde følt og mærket kom fra den tætte familie, fra arbejdspladser og mennesker, jeg havde været i kontakt med. Jeg har været tunet ind i rejsebranchen og mange andre områder.

    Kan jeg blive revet med? Nej, for  jeg ved, at jeg selv vælger, hvad der er mit og hvad der er tilhører omverden.

    Den 12. marts lagde jeg følgende tekst på min hjemmeside: “I forbindelse med alt det, der sker nu, har jeg besluttet at sænke priserne på telefoniske sessioner. Du vælger beløbet. Dette gælder indtil videre”.  Har du brug for hjælp i alt det, der sker, mens virussen raser, er du velkommen til at kontakte mig for en telefonisk aftale.

     

  • Hvad vi ikke vidste om vores første år

    For en del år siden læste jeg en artikel af Bruce Lipton. Det var noget af en øjenåbner for mig og giver aha-forståelser omkring, hvorfor vi som voksne kan tumle rundt og føle os låst fast af dit og dat. Jeg har lige haft en kvinde i telefonen, og i samtalen slap hun tonsvis af energi, som havde været lagret i det ubevidste sind. Det var ikke hendes energier, men kopieret ind i bevidstheden fra især kvinderne i hendes slægt.  Hvad mener jeg her?

    De første syv år af sit liv har barnet ingen selvstændig bevidsthed (https://www.youtube.com/watch?v=dp0TgjNZ6hU ) Barnet fungerer primært følende uden den store tænkning (Fra ca 7 år opererer vi oftest i alfa- og beta hjernebølger -> tænkning og analyse). De små lever de første år i en tilstand af theta- og deltabølger (vi kender energien fra meditation og søvn).  Tilstanden er følende, dagdrømmmende og afslappet.

    Små børn får deres adfærdsmønstre, tanker og opfattelser ved observation af far og mor, søskende og verden som et hele. De får brugbare informationer, som de har brug for for at overleve. Men børn har IKKE evnen til bevidst at skelne i informationen.

    Alle med børn ved, hvordan de konstant efteraber og efterligner  ALT, ord, sætninger, mimik, adfærd på godt og ondt.

    Det betyder, at meget af det, vi går og tumler med hver især, som spænder ben for os, er bevidsthed (opfattelser/strukturer), vi har kopieret fra omgivelserne.

    Eksempel: Et barn på to år blev puttet af sin overtrætte far, der sagde godnat og sov godt og gik ud. Moren gik efterfølgende ind for at sige godnat, og fik følgende fra stumpen: Far sur mand, min skyld.  Det havde mærket farens humør, og familiens bevidsthed gør automatisk, at barnet fejlagtigt konkluderer, at det er skyldig i fars dårlige humør.

    Ingen af os har undgået den her automatiske sugen til sig fra de tætteste relationer. Det konstruktive kan vi beholde, men ud med al det ikke-konstruktive skrammel.

    Min klient var giga overrasket over, hvor meget, der havde været klistret fast, at det ikke så meget handlede om hende selv, men at det var en gammel bevidsthed fra omgivelserne, der havde stoppet hende.

     

  • Det tror jeg ikke, jeg tør

    Har du stået i situationer og skulle gøre noget, du aldrig har prøvet? Sikkert. Nogle hopper ud i det uden at blinke, andre holder sig tilbage.

    Hvordan går vi fra, at det er umuligt til muligt, når vejen er brolagt med frygt og undskyldninger:

    • Uh nej det kan jeg ikke finde ud af.
    • Det tør jeg altså ikke
    • Jeg har ikke tid
    • Jeg har ikke penge
    • Jeg kender ingen

    Inderst inde ved vi godt, at vi bare skal hoppe ud i det. Men at overvinde sig selv, huha. Før i tiden var det højdeskræk og social fobi, der afholdt mig fra at handle ud. Jeg var pissebange for højder (flyvning, ski-lifte, høje udsigtspunkter, tårne, høje bygninger etc), og jeg brød mig ikke om store forsamlinger og at møde nye mennesker. Sådan har jeg det ikke i dag.
    Frygten stammede dels fra tidligere oplevelser som barn og fra familien (nedarvet, for det lå nærmest i energien især i min fars familie).

    Med tiden blev det for begrænsende og for træls. Så for år tibage satte jeg for at ændre det, og min forbavselse var stor, da jeg for omkring tyve år siden for første gang kunne træde ind i et rum med en masse fremmede og blot føle mig afslappet, mens jeg gik rundt og hilste på. Højdeskrækken er også væk, og jeg kan nyde udsigter og flyve uden ubehag.

    Du kan få hjælp til at ændre opfattelser, oplevelser fra tidligere og slippe frygt og ubehag. Vi omskriver historierne. Kort sagt, du ændrer perspektiverne og den måde, du betragter det, der før var “farligt”.

    Eneste forudsætning er, at vi er villige til at gå ud af de fængsler, vi har sat os selv i og er villige til at hjælpe os selv.

  • Det personlige ansvar

    Vi kan bebrejde andre, når det ikke går, som vi ønsker.
    Børn gør det non-stop: Det er hans/hendes/deres skyld. Det er så indlært og ubevidst.
    På et tidspunkt vil vi dog indse, at vi hver især er 100% ansvarlige for os selv, at livet er vores.

    Vi er ansvarlige overfor vores egne beslutninger, vi er ansvarlige for den måde, vi agerer med andre. Vi er ansvarlige for vores egne reaktioner. Vi holder op med at tørre vores velbefindende og tingene af på vores partner, børn, kollegaer, venner, chefen.

    Der sker et indre skifte i os, når vi accepterer, at ansvaret er vores og ikke længere fralægger os ansvaret.

    Med ét er der ikke længere nogen skyld.

    Den dårlige samvittighed og skyldfølelsen

    På samme måde, som vi kan pege fingre udadtil, kan vi vende ”skyld” indad. Ufred i familien, en bebrejdende partner, en kollega, chef eller ven.  “Det er min skyld”. “Jeg gør det forkert”. ”Han/hun/de synes ikke om mig.

    Nej det er fejlkonklusioner.

    Automatisk at påtage sig skyld/bebrejde sig selv, tro at man er forkert er ubevidste, gamle indlærte mekanismer.

    Eksempler:
    Andre er sure, bliver vrede, bebrejder, og du tager imod, glatter ud, forsøger at løse problemerne, slår tilbage, føler dig magtesløs, gjort til offer.

    Stop!
    Du har påtaget dig noget, der aldrig var dit.
    Læg ansvaret tilbage, hvor det hører hjemme.
    Tag ansvar for dit, og lad andre tage ansvar for deres.

    Mange ubalancer i relationer og i forhold har deres rod i disse gamle ubevidste skyld-mønstre.

    Hvis man i et forhold hele tiden bebrejder hinanden, går rundt med dårlig samvittighed; ikke føler man gør det godt nok, ikke føler, at man udfylder sin rolle, føler sig kritiseret, føler, at den anden ikke tager ansvar etc. etc. er det ikke forholdet, der er noget galt med.

    Det er forholdet, vi har med os selv hver især.

    Når vi rydder op her, ændrer relationen og parforholdet sig. Forholdet fornys og kan blive fantastisk. Omvendt kan det selvfølgelig godt være, at forholdet er kommet til vejs ende, og man selv skal videre.

  • Dårlig samvittighed og skyldfølelser

    “Det er min skyld”. Hvem kender ikke den tyngende, funge følelse?

    I efteråret hørte jeg en del eksempler, især fra kvinder, der:

    • Synes det er deres skyld
    • Synes de burde kunne beherske sig
    • Synes de burde styre sig
    • Synes de burde vide bedre
    • Synes at xxxx er deres ansvar
    • Synes de skulle have gjort xxx i stedet

    Selvbebrejdelser, dårlig samvittighed, skyld og slåen sig selv + tendens til at underlægge sig andres luner og uklare forventninger.

    Jeg kunne nikke genkendende, for jeg var vokset op med en far med et yderst skiftende humør og uklare forventninger. Jo visse forventninger og områder var klare nok. Men der var tidspunkter, hvor fur og bebrejdelser og skæld ud haglede ned over barnet. Hun vidste aldrig, hvad der kom/hvornår det kom, og der opstod en frygt for det ukendte. Barnet påtog sig et ansvar, der ikke var hendes og følte sig skyldig uanset hvor meget, hun forsøgte at oppe sig.

    Den dårlige samvittighed gnavede videre som voksen. Jeg fik den heldigvis sluppet for år tilbage.  Den gavner ingen, hverken os selv eller andre.

  • Om at lade sig trække rundt i manegen og løbe andres ærinder

    November og meget af december har været regnfuld og mørk. Det har været en tid med reflektioner for mig.

    Blandt andet har jeg reflekteret over de tusindvis af gange, jeg lod mig trække rundt i manegen af omverdenen.  Fra vi er ganske små  hører vi: gør dit og gør dat, det er rigtigt og det er forkert, må/må ikke. Omverden, forældre og autoriteter har stor indflydelse på os. Vi tilpasser og indpasser os, tror andre har sandheden.

    Jeg snakkede for nylig med en, der efter endt skoletid havde ladet sig overtale til en bestemt uddannelse. Selv havde hun tænkt, at hun ville have et sabbatår, men faderen havde insisteret på, at hun skulle gå i gang med en bestemt uddannelse. Nu sad hun der tredive år senere og ærgrede sig. Det var ikke det, hun havde villet, og det havde ikke givet hende det, hun havde ønsket sig af livet.

    På en af mange mørke novemberdage op til Black Friday, lyttede jeg med halvt øre til radioen og en journalist, der havde fanget et par komme ud fra Ikea med deres indkøb. Der havde været en enkelt ting på indkøbslisten, men bilen blev fyldt op med tredive andre ting. Journaisten spurgte, om de havde brug for varerne. Svaret var: Egentligt ikke, men hylderne fristede”.

    Overforbrug er let.

    Jeg tænkte tilbage på situationer, hvor andre havde overtalt mig til at godtage deres ideer/solgt mig deres produkter. Utroligt salgstalent. Nogle forstår at sælge sand i Sahara. Salgstalerne kan være overbevisende, uanset om det er sælgeren, farmand, partner eller venner.

    Det er øv at stå med produkter / have foretaget valg, der ikke er os, og det er øv mange år senere at opdage, at vi kunne have taget andre valg og ladet andre om deres meninger.  Hvornår er vi klar til at lytte til os selv, og lade andre om deres verden? Når vi har fået nok. Jeg husker klart den sidste. Nu er det nok!!! Jeg var sur og gal på mig selv, troede jeg havde lært det. Men nej jeg skulle absolut den vej endnu en gang  Det er slut.

    Her i byen lagde en forretningsindehaver en video op og opfordrede kunderne til at handle lokalt og ikke på nettet, ellers vil hun lukke hun sin forretning. Skal jeg have dårlig samvittighed og købe hos hende? Nej.

    Jeg må følge det, der er rigtigt for mig, ikke løbe andres ærinder.  Mon ikke alle ønsker friheden til selv at kunne vælge og lade andre vælge for sig selv. Du har dine sandheder, jeg har mine, og det er ok.

    Har du brug for hjælp til at slippe din indre pleaser og gamle handlemøstre, er du velkommen til at få en snak.

  • Om at være sin egen autoritet

    Generelt har mange det svært med autoriteter. Det kan gøre det svært at være sin egen autoritet.

    Forleden gik snakken med en veninde på at være autoriteten / chefen / bossen i sit eget liv. Jeg havde netop læst en kort artikel, hvor  forfatteren efter at have læst French Kids Eat Everything, beskriver at kræsenhed og raserianfald om mad ikke eksisterer blandt franske børn. Om det er sandt, skal jeg ikke sige.

    Det interessante var for mig emnet: at være autoriteten i de små børns verden, for som bekendt har børn det jo med at protestere, sige nej og vil have deres vilje. Selv om det er fint, er det ikke altid hensigtsmæssigt. Det er op til os som forældre hver især at guide, coache og udstikke en sund og tryg retning for de små og større børn.

    Det kræver  selvfølgelig, at vi har det godt med og er trygge i lederrollen – at gå  forrest, selv om de små eller andre er rygende uenige.

    Frygten for autoriteter og de gamle historier

    Ordet autoritet har en tendens til at være negativt ladet. Mange har frygtet, hadet eller foragtet autoriteter. De fleste har oplevet det med forældre, bedsteforældre, skole, kirke, myndigheder. Under snakken poppede nogle af vores egne gamle historier op (især med forældre og deres måde at være autoritet på, se nedenfor).  Det havde været meget utrygt. Barnet havde følt sig værdiløs, magtesløs, følt det ingen ret havde og havde hadet og frygtet balladen, den høje råben, de vrede blikke m.m.

    Spejlet, der reflekterer vores indre uforløste sider

    At have børn er at have et spejl 24/7- spejlet der igen og igen klart viser os, hvor vi  som voksne har uforløste områder i vores liv. Eksempel: når barnet råber, skriger, fordi du siger nej, og du bliver trigget af reaktionerne, protesterne, råben og skrigen og måske ender med selv at blive vred og råbe med. Det kan også være i alle andre  relationer med andre, der lufter deres vrede, utilfredshed etc..  Måske ender vi selv med at blive vrede og gale. Måske er det mere følelsen:”Uh ha det bryder jeg mig ikke om”, “Jeg holder mund eller går min vej”.

    Har vi det sådan, er det naturlighvis svært at rumme sin egen autoritetet. Der er for mange ubehagelige minder. Som mennesker undgår vi helt naturligt det ubehagelige. Så det giver mening, at nogle bliver konfliktsky, mens andre har det fint med at være i rollen.

    Alle har krav på at være deres egen autoritet

    Ikke blot kan vi kræve af os selv at være vores egen autoritet. Indtager vi ikke vores plads, skal andre nok gøre os opmærksomme på, at vi ikke gør det. Men børnene søger ubevidst en leder, der trygt viser vej.

    Den utilstrækkelighede og afmagt, vi kan gå rundt og føle som forældre, gør, for det første, at vi dunker os selv i hovedet, bebrejder os selv og har dårlig samvittighed. For det andet spænder det ben for os. Det fyldte meget i perioder af mit liv som mor. På et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg havde brug for at ændre mig, men det gik også op for mig, at uanset hvordan jeg navigerede, så gjorde jeg det så godt, jeg var i stand til.

    De usunde rollemodeller, som mange har haft, har været gammeldags autoriteter, der har brugt magt, vrede, manipulation, dominans, trynen og trusler. Magtanvendelse skaber ikke tryghed

    Går vi i den anden grøft og forsøger at lokke, overtale, forhandle, trygle eller bestikke børnene, overgiver vi autoriteten til børnene, og vi bliver selv ofre.

    Har du brug for hjælp til at blive tydelig i din energi og kommunikation,  slippe det gamle ubehag og historierne, er du velkommen til at kontakte mig

     

  • Er du ok med noget, der ikke føles ok

    Mange mennesker er vokset op i hjem, der på den ene eller anden måde har været præget af utryghed og kaos. Årsagerne i familierne kan være mange; sygdom, alkohol, overgreb herunder fysiske, emotionelle, psykiske, omsorgssvigt, afhængigheder, uforudsigelige voksne o.a.

    Er kaos eller uforudsigelighed normen, bliver ubehag og frygt en del af hverdagen. Barnet er nødt til affinde sig med at være ok med forhold, der ikke føles ok.  Der er en grundfølelse af utryghed, der måske i perioder forsvinder for så at dukke op igen, hvis der er uro eller kaos omkring det. Vi tager energien med i voksenlivet.

    Konsekvenserne

    Typisk lærer barnet måske at tie stille, at sige sin mening var forbundet med fare. Det bliver ekspert i at gemme frygt, vrede, sorg, ængstelse, magtesløshed og håbløshed langt væk.

    Hvert barn udvikler sine strategier for at opretholde en vis form for tryghed og helhed, men strategierne har det som et korthus med at falde sammen på et tidspunkt i voksenlivet. For de følelser og oplevelser, vi som børn havde, og som vi gemte væk, er der stadig i vores ubevidste sind som voksne. Når de vælter ud, skræmmer de os fra vid og sans.

    Barnets frygt for mørket, uhyggen ved sovetid, behovet for at tjekke, at der ikke var uhyrer under sengen eller i skabet forsvinder nok. Monstrene er gemt godt væk. Men på et tidspunkt begynder de at stikke hovederne op – magtesløsheden, ængsteligheden, vreden, sorgen, utrygheden, frygten m.m.

    Vi kan konstant bekymre os om, hvad andre måtte tænke om os, ”hvorfor de sagde eller gjorde som de sagde”, der kører en indre dialog om, ”hvad vi skulle have gjort eller sagt, hvad den anden så havde sagt eller gjort”.

    Men typisk siger vi og gør ingenting. Vi bliver vi voksne mennesker, der ikke står op for os selv, og vi forsøger ihærdigt at kontrollere og proppe vreden, afmagten, sorgen, ængstelsen og frygten ned på samme måde, som vi gjorde som børn. Med andre ord har traumerne fra opvæksten låst os fast.

    Der bliver behov for en kontrol i et ihærdigt forsøg på at skabe en vis form for tryghed.

    Mest af alt, vi aner ikke, at vi selv kan ændre det, at vi sidder med nøglen til at hele det lille barn, der har måttet bære så meget i så mange år.

    Vi skal sørme ikke acceptere det ikke acceptable, og vi har alle brug for at udvikle os, have sunde og stærke relationer med os selv og med andre.

    Jeg voksede op med en uforudsigelig far og har på egen krop erfaret den her utryghed. Jeg kendte kun det og anede ikke, at det kunne være anderledes. Selvfølgelig faldt korthuset sammen på et tidspunkt. Jeg anede ikke hvorfor. Det er vigtigt at vide, at vi er i stand til at slippe fortiden, at vi kan vokse fra de mørke skygger.

    Har du selv brug for at komme videre, er du velkommen til at få en snak med mig.

  • Vredesudbrud udenfor vores kontrol

    Hvis du kender til pludselig at blive ustyrlig vred, så vred, at du siger grimme ting og måske kaster mad eller porcelæn efter din partner, er du ikke alene. Bagefter husker du måske ikke engang de grimme ting, der blev sagt.

    Du har været ude af dig selv. I kølvandet kommer den dårlige samvittighed, og du lover dig selv at styre dig selv bedre fremover. Men ak, det er lige til næste gang.

    Forleden snakkede jeg med en god bekendt om børn og deres voldsomme, eksplosive udbrud. Mine børn, der i dag er voksne, havde dem også – der blev råbt og skreget, og døre blev knaldet i med gungrende brag.

    Når vi oplever det hos andre, uanset om det er børn eller voksne, kan det opleves både voldsomt og surrealistisk. Hvad sker der lige?

    Ser jeg tilbage, har jeg selv haft ukontrollable vredesudbrud tidligere, ligesom jeg både har hørt om og set det hos voksne.

    Vulkanudbrud

    Behovet for at komme af med et kæmpe indre overtryk og indestængt energi er som et vulkanudbrud med sprudlende ild, lava og aske.

    Men hvad handler de her uforståelige udbrud egentligt om?

    Det er et faktum, at små børn endnu ikke har de sproglige evner til at gøre sig forståelige overfor den voksne. Barnet kan ikke forklare sig, ikke stå op for sig selv, når det føler sig misforstået og ikke mødt. Reaktionen er raseri og frustration, sparken, kasten sig ned, nogle banker endda hovedet i gulvet af raseri. Det er en måde at sige, så stop dog mor/far, forstå mig.

    Det oversete barn

    Kan voksnes udbrud handle om ikke at føle sig hørt, føle sig afvist, ignoreret, fordømt og kørt over af andre, føle at man selv står med ansvaret, er overudkørt, stresset, om at føle  sig dum, ikke god nok m.m.? Læg mærke til, at udbrud aldrig opstår, når tingene fungerer, og vi har det godt.

    Erfaringerne har vist mig, at det kan være en kombination af forskellige årsager. Samtidig er jeg og andre bevis på, at vi hver især kan gøre en forskel for os selv og vores verden, når vi vælger at gøre en ende på de her uhensigtsmæssige energier.

  • Bliv tydelig overfor dig selv

    Siger vi ikke fra, når vi har brug for det, er vi utydelige – overfor os selv og overfor andre. Ubevidst har vi givet omverden rum til at overskride vores grænser!

    Meget bekymring, frustration og vrede kan undgås, når vi ved, hvem vi er og klart melder ud.

     

    Det gør ondt at gå på kompromis med sig selv

    For ofte kommer vi til at gå for meget på kompromis. Måske tænker vi, at andre vil tænke negativt om os, at det nok går, at andre ved bedre, at det er bedre at bide i det sure æble end få negative kommentarer, at det ikke betyder noget.

    Men er det ikke bare en løgn, du fortæller dig selv? Vil du hænge i bremsen, trække dig selv ned igen og igen? Finde dig i noget, du faktisk godt ved, ikke er i orden?

     

    Vil du finde dig i det dårlige selvværd?

    Giver det ondt i maven eller uro ved tanken om at sige fra, sige, at du ikke har lyst, ikke gider, at du ikke vil finde dig i det, at han/hun overtræder dine grænser, at stå op for dig selv?

    Det kan endda være, at du forsøger at sige fra. Men du føler dig ikke hørt, og dine indvendinger bliver til små pip, der ikke bliver modtaget.

    Har du brug for at ophæve de mønstre, der gør dig utydelig i din indre og ydre kommunikation, er du velkommen til at kontakte mig.