(+45) 61 70 23 50 info@annesoevang.dk
  • Hvad er perfektionisme?

    Forleden hørte jeg en påstå, at perfektionisme er en energi, der bruges i forsøget på at undgå at føle skam. Der var en pointe. Jeg googlede og faldt over en artikel, der gav genklang.

    Frit oversat er perfektionisme en vane og en afhængighed. Fejlagtigt opfatter mennesket andres ord som bedømmelser af det.  “Det er ikke godt nok, det skal gøres bedre, det skal være perfekt”.

    I stedet for at stille spørgsmål ved den fejlagtige opfattelse, at mennesket ikke er god nok, gror vi fast i en stræben og jagt på at se helt rigtig ud, gøre alt det rigtige, samt at alt er helt rigtigt.

    Ingen af os har tænkt tanken, at det er en vane, en slags afhængighed – i et forgæves forsøg på at blive anderkendt samt for at undgå at føle skam, skyld og høre fordømmelserne.

    “Ja men vi skal altid gøre det rigtigt, siger vi; det skal være i orden, jeg hader at aflevere noget halvt, man skal præstere sit ypperste etc. etc.”. Jeg kan godt høre det, men bliver det ubevist ikke blot undskyldningen, der vedligeholder afhængigheden og vanen?? Perfektionist eller ej, alle gør det som regel så godt, de kan. En ex perfektionist bliver ikke automatisk doven og ineffektiv. Han/hun går ikke fra perfektionisme til det modsatte. Tværtom oplever jeg, at vi uden perfektionismens åg leverer og præsterer på et helt andet plan, endda bedre end før, fordi den indre dommer er blevet sat fri.

    En alkoholiker kan dulme sin indre smerte, en shopaholic er høj, mens det står på, så rammer virkeligheden. I alle afhængigheder er der en smerte, som vi må bevidstgøre, møde og hele. Ude af afhængigheden kan vi være den, vi er, uden den gamle historie, vi har fortalt os selv.

     

     

     

  • Hvorfor undertrykker vi vores “ikke så pæne sider”?

    Mange tror fejlagtigt, at vi kan kontrollere, at for eksempel vrede, frustration, dum adfærd ikke kommer ud.

    • “Jeg må bare blive bedre til /undgå at….”
    • “Jeg må bide tænderne sammen”
    • “Jeg må blive et bedre menneske”

    Vores tanker kan være mange. Uanset hvem vi er, og hvor meget vi forsøger at holde et indre vredesmonster eller andet monster i skak, er der en indbygget ventil, der umuliggør det. Forestil dig en dæmning, hvor for meget vand vil flyde over, i værste fald skabe et dæmningsbrud med store oversvømmelser til følge. Er dæmningen misligholdt, risikerer man en katastrofe.

    Vi er mennesker med følelser og emotioner som vandet i dæmningen. Uanset hvor meget vi forsøger at være glade, positive, være gode mennesker, forsøger at fremstå “rigtige”, er der ting, der trigger os. Det kan være noget, nogen siger eller gør, det kan være noget, vi oplever.  Så svømmer emotionerne/følelserne over. Af og til så meget, så vi næsten ikke kan være i det. Det kan opleves som at befinde sig i et område med dæmningsbrud.

    Det indre monster er en ven med et budskab

    Et eksempel: Finder vi os i shit (det kan være kritik, nedgørelse, mobning, overgreb af enhver art ), vokser det indre monster, som vi ikke vil have med at gøre. Ingen bryder sig om de ikke “så pæne emotioner” som vrede, foragt, jalousi, håbløshed etc. Vi skubber ubehaget bort, vil ikke se på det.

    Monsteret er dog din ven med et vigtigt budskab: Du har fundet dig i for meget for længe, og du finder dig i noget, du ikke behøver at finde dig i. Det er ikke en fjende, men en ven, der forsøger at få din opmærksomhed, hjælpe dig til at forstå, at du går over dine egne grænser, at der er brug for heling og tilgivelse.

    Du er din fulde ret til at sige fra, gå fra vedkommende og behøver ikke finde dig i det. Men for ikke at tage aben med dig, kan du rydde op, hele fortiden og slippe for at tiltrække den form for energi fremover.

     

  • Ved vejs ende – et reset i vores liv

    Kender du fornemmelsen af at komme til et sted i dit liv, hvor andre nye valg eller afslutninger af noget gammelt ganske enkelt er nødvendigt? Noget fik dig til at gøre tingene anderledes og måske endda revidere dit liv?  Måske var det dramatisk og skræmmende. Det kan også have været en dyb indre oplevelse.

    Blot den sidste uge hørte og læste jeg om et par smak-oplevelser. Den ene havde fået en slem hjernerystelse og måtte ned og ligge stille, en anden kørte galt med sin bil med alt for stor fart. Smak. Hvad det kommer til at betyde for dem hver især, aner vi ikke.

    Det skete også for mig. Der var ganske enkelt ikke mere “gammel” vej foran mig. I årene inden havde jeg vidst det, jeg skulle noget andet, men ignoreret de små input.  Selv om jeg vidste, at der var så mange andre muligheder, anede jeg ikke, i hvilken retning jeg ville.

    I virkeligheden handler det jo om at følge sit hjerte og sine drømme, og  vi ved, at der er så mange andre potentialer derude. Men det er let at blive fanget i sine velkendte mønstre og den velkendte virkelighed. Der ligger også en frygt i at forandre sin verden, for hvad sker der?

    Det er indkodet i os ikke at mærke efter, lytte og handle efter vores egne input. Ignorerer vi os selv længe nok, skal vores krop nok lade os det vide på et tidspunkt. Angst, depression, smerte eller eksemplerne ovenfor kan være smertefulde tegn på, at vi overhører os selv.

    En smak-oplevelsen skaber et naturligt reset.  For mig selv betød det, at jeg sagde mit daværende job op uden at have et andet. Det var  en god beslutning.  Siden har jeg oplevet forandringer på alle områder af mit liv. Selv om de af og til var forbundet med usikkerhed og frygt, bragte forandringerne mig på forunderlig vis altid trygt videre. Mange år efter mine oplevelser skrev jeg lidt om opvågningsprocessen. Hvor dyb et indre wake-up er, vil være individuelt. Nogle vil lave få grundlæggende ændringer i deres liv, andre har valgt en dybere og længere indre rejse.

    Ingen af os syntes, at det har været fedt med ansigtsmasker og nedlukninger. Coronatiden har påvirket os på forskellig vis, mange har måske indset, at det gamle liv skulle ændres. Coronatiden har også globalt skabt et reset i vores bevidsthed, både individuelt og i massebevidstheden. Vi kommer videre på nye måder.

     

     

     

  • Derfor er det svært at komme ud af komfortzonen

    Når vi sidder fast i l… til halsen, er det eneste, vi ønsker at slippe af med det.  “Jeg vil give hvad som helst for at være fri for det”, siger vi.

    Vi begynder måske at tage hånd om udfordringerne. Det kan være noget, vi selv ændrer, det kan være kontakt til en professionel af en slags. Tingene begynder at flytte sig, blive lettere. Af og til og ganske pludseligt, totalt ubevidst slår vi bremsen i.  Hertil og ikke længere.

    Hvorfor?

    For nylig mødte jeg en, der gjorde præcist det. Vedkommende fik det meget bedre, men der var stadig noget, der generede. Partneren undrede sig over, at han ikke gjorde mere ved sin situation, når så meget allerede havde flyttet sig. Der er en rigtig god årsag.

    Det er vores komfortzone. Vi kender det, vi er dus med. Forandringer = ændringer = en følelse af mere ansvar for sit liv.

    Måske betyder forandringerne, at vi skal træffe nogle nødvendige nye valg i vores liv,  gøre ting anderledes, måske opdager vi noget i os selv, vi ikke er komfortable med. Det kan være vores eget mørke/vores egne skyggesider. De kan føles skræmmende. Selv om det er ved at transformere skyggerne, at vi får lys, så er vores frygt større – i hvert fald for en tid. Det er en ganske naturlig forsvarsmekanisme. Jeg har mødt mennesker, der fortalte, at de var bange for deres eget mørke. Jeg troede selv, der var noget uhyggeligt i mit indre for mange år siden. Men der intet at frygte. Absolut intet. Tværtom.

    Derudover ville jeg gerne have kontrol over, hvor jeg kom hen, hvis jeg gav slip. Livet kommer dog ikke med en facitliste. Livet er et valg med uendelige potentialer og muligheder.

    Det kan føles livstruende at komme ud, hvor vi ikke kan bunde. Vi kan træde vande her en tid, vi kan svømme tilbage, hvor vi kom fra, eller vi kan kaste os ud i bølgerne, lade dem føre os til nye kyster, nye oplevelser, nye muligheder, få mere plads og rum til at udfolde os på.

     

  • Få kontakt med din intuition igen

    Sidst skrev jeg om vores fantastiske indre sanseapparat / intuitionen. I dag handler mit indlæg om at genfinde tilliden til sine indre sansninger.

    Hos vores mindste står porten til deres indre visdom pivåben. Børn er utroligt intuitive. Mit barnebarn på tre sagde til sin mor “Morfar kommer snart”. Det mente moren nu ikke. Ikke desto mindre stod han i deres stue mindre end en halv time senere. Hans indre radar havde fanget morfarens intention.

    Du kender det garanteret også fra dit eget liv. Du tænker på nogen, og vupti ringer de eller dukker “tilfældigvis” op på gaden eller foran din dør.

    Som vi vokser op, indlærer vi at forholde os til verden med logikken og vores hjerne. Det er ikke fordi, vi mister den indre stemme, vi holdt blot holdt op med at lytte til dens input.

    Et eksempel er de mange gange, hvor jeg er på vej ud ad døren. Inden jeg går ud, er mit blik tilfældigvis faldet på et eller andet herhjemme. Nogle gange har jeg så taget det med i lommen for at finde ud af, at jeg lige præcis skulle bruge det undervejs. Andre gange befandt jeg mig i en situation, hvor jeg tænkte “hvorfor tog du dog ikke det med, du havde jo “fået det at vide” lige inden du gik ud?”.  Det kunne være læsebriller, en jakke, handsker, en kuglepen, en pose eller andet.

    Min intuition er min og hjælper mig i mit liv. Din intuition er din og hjælper dig i dit liv. Lytter vi og lader os lede af den, vil den lede os i en retning, der er optimal for os hver især. Den kan hjælpe os med at undgå farer og ulykker, når vi ellers kan finde ud af at lytte ind. Hvor mange gange har vi ikke hørt enten andre eller os selv sige “Jeg vidste godt, jeg skulle have ladet være” eller “Det føltes forkert fra starten” o.l.  Men vi overhørte og ignorerede beskederne og lod hovedet, logikken eller andre omkring os overtale os til noget andet.

    Det kan være svært at have tillid til sine egne signaler, når vi så meget har lært at lade logikken styre, også fordi de indre input af og til synes ulogiske. “Hvorfor i alverden skulle jeg ……?” Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er intuitionen sand, hvor hovedets logik er begrænset til det, vi “kender” allerede.

    Vælger vi at åbne os overfor at begynde at lytte og lade os lede af vores indre viden, vil vi opdage, hvordan tilliden til den vil vokse. Vi begynder at kunne navigere uden om at skabe trælse situationer for os selv. Derudover slipper vi for at overtænke og bekymre os. I stedet kan vi i forskellige  udfordringer og situationer spørge os selv “Hvordan føles det her for mig? Føles det rigtigt / sandt for mig? Skal jeg gøre det her? etc. etc.

    Det tager tid at komme ned i kroppen igen. Det ved jeg af erfaring. Det tager tid at genfinde sin egen nordstjerne. De fleste mennesker bor deres hoved  og har ikke den store kontakt med selve kroppen (læs: er mentale, analyserende, rationelle). De har, som jeg havde, glemt den indre vejledning – det indre kompas. Er du allerede god til at lytte til og følge din indre vejledning, er jeg sikker på, at du er enig.

  • Energier omkring os og vores sanseapparat

    Jeg stod i køen i Rema. Bag mig sansede jeg en urolig, emmede energi. Jeg behøvede ikke at vende mig for at vide, at energien kom fra damen bag mig, utålmodig, vred og irriteret.

    Mennesker har evnen til at sanse energier, uanset om det er i selskab med andre eller eller i naturen. Samtidig kan vi sanse, når energien skifter. Eksempelvis på en gåtur i naturen, hvor du sanser og fornemmer naturen, roen, den afslappede tilstand i din krop. I stilheden hører du med ét en høj lyd af en gren, der knækker et sted inde i skoven. Det kan være den pludselige lyd, når fugle ud af det blå larmende flakser op fra de træer, de sekunder før sad og sang i. Din krop reagerer prompte, lytter. Hvad var det? Er der fare eller er der ro igen? Det kan også være i et rum fyldt med mennesker. Vi “læser” hinanden” og ved, hvor det er rart at være, og hvor vi skal gå udenom.

    Uden at være bevidst om det, sanser og mærker vi alt udenfor os. Nogle har lukket af for sanserne, andre reagerer på det. For mange år siden gik jeg på en gågade i udlandet.  Jeg skubbede klapvognen med min søn foran mig. Pludseligt og  meget overraskende mærkede jeg min krop med klapvogn og det hele dreje sig 180°. Jeg var forbløffet. Hvad sker der? Jeg kikkede rundt og fik øjenkontakt med en ung mand, der bakkede baglæns. Nå ja selvfølgelig, min rygsæk med pung og bleer. Han havde været tæt nok på mig til, at mit sanseapparat havde registreret “fare”. Det var en øjenåbner for mig, at vi er udstyret med et navigationssystem, der er så præcist.

    Engang syntes jeg, at det var et minus at kunne mærke så meget. Hvad jeg dengang ikke vidste var, at jeg tog meget ind, der ikke tilhørte mig, men som var energi og følelser fra andre. Det gør jeg ikke længere. Jeg ved, hvad der tilhører mig, og hvad der intet har med mig at gøre.

    Med sanseapparatet kan vi få vores egne indre svar. Nogen mener, de ingenting mærker. Men begynder du at lytte indad, vil der komme feedback fra dit indre. En klient, der ikke var vant til det, fortalte: Først mærker jeg ikke noget, men når jeg bliver ved med at trække vejret og sanse, så dukker der svar op.

    Svarene fra vores indre behøver ikke være i ord. Det kan være feedback i form af følelser, indre billeder eller ganske enkelt en indre viden.

    Vi kan bruge vores sanseapparat eller intuition til alt. I hverdagen kan vi stille spørgsmål til os selv: skal jeg vælge dette, hvordan vil det føles at vælge dette, er det her sandt for mig, kan jeg stole på det her, går jeg den rigtige vej etc. etc. Hovedet kan analysere nok så meget, skabe bekymring “gør jeg nu det rigtige”, men de sande svar kommer fra vores indre.

     

  • En tilstand af væren

    For det meste er vi optaget af vores tanker, bekymringer, andre mennesker, omverdenen, alt det, vi tror, vi skal nå. Fokus er alle andre steder end hjemme i os selv.

    Du kan bringe dig selv hjem med et bevidst åndedræt. Det er utroligt enkelt.

    Det eneste, du gør, er at flytte din opmærksomhed til åndedrættet, trække vejret blidt og dybt igennem næsen.  Munden er lukket. Mærk din brystkasse, dit mellemgulv og din mave bevæge sig. I indåndingen hæver brystkasse, mellemgulv og mave sig. I udåndingen slapper det af.

    For nogle vil det kunne føles lidt udfordrende i begyndelsen. Da jeg for mange år siden begyndte at anvende åndedrættet, var mellemgulvet og solar plexus anspændt. Andre kan opleve spændinger i brystkassen. Spændingerne vil begynde at opløse sig, når du regelmæssigt anvender åndedrættet, og du begynder at mærke åndedrættet kunne bevæge sig helt ned i maven.  Træk vejret uden at anstrenge dig, lad det flyde blidt og dybt ind og giv slip i udåndingen.

    En hjælp kan være at lægge en hånd på maven.

    Åndedrættet er bevidst, fordi du er opmærksom, hele din opmærksomhed og bevidsthed er rettet på det, der sker. Du mærker åndedrættet bevæge sig ind i kroppen, fylde dig og ledsager åndedrættet ud med udåndingen. Automatisk kommer du til stede i dig selv. Det udenfor slipper, tankerne nærmest opløser sig eller bliver ligegyldige.

    Efterhånden som du får føling med det bevidste åndedræt, lader du energien, du sanser, ekspandere, omfavne dig. En tilstand, hvor du blot ER. Du lander i dig selv – ikke noget, du skal. Du er bare dig.

    Fra dette sted i dig selv kan du med åndedrættet medfølende og accepterende observere, sanse, mærke, uden larmen fra tanker, uden at kæmpe imod dig selv, uden at lade dig distrahere, uden at holde fast på dine historier.

    I dit centrum åbner du op til din sensualitet, visdom, nye løsninger, ideer, kreativitet.

    Åndedrættet kan du tage med dig alle steder. Det kan være i snak med andre, ved køkkenbordet, under møder, eller når du vælger at sidde/ligge med lukkede øjne, slippe omverden, dine forventninger og indre stress. Du skal ikke nå noget.

     

     

  • På vej ind i en ny tidsalder

    Coronavirussen har som en flodbølge krakeleret den verden, vi kendte. Den er for altid fortid. Vi står på tærsklen til en ny.

    Bag vores masker er vi vidner til kaos, frygt, forvirring, forklaringsteorier, massetestning, kunstig intelligent, forkortet fra engelsk AI (artificial intelligence), vaccineforsøg, konspirationsteorier, fake news, afmagt, frustration, vrede, magtspil, nedlukning, kontrol, smittefare, manglende svar samt til regeringsindgreb uden lovhjemmel.

    Vores velkendte fundament og samfundsstrukturen brækkede  af som en kælvende gletsjer. Nede i flodbølgen bliver vi i et rasende tempo ført med strømmen. Der er ingen steder at holde fast. Vi kan kun overgive os til forandringerne. Nogle gør det bevidstløst, andre har sig selv med i det. Ingen fordømmelse. Sådan har det altid været.

    Malstrømmen bringer meget til overfladen i vores indre, utryghed, frygt, forvirring, overvældelse, opbrud. Hvordan navigerer jeg nu, hvad vil jeg med mit liv, hvordan skaber jeg tryghed i hverdagen, hvordan kan jeg være mest autentisk overfor mig selv?  Mange spørgsmål skal finde nye svar. Hver især vil vi finde sande svar i os selv, selv om der også er de, der lader sig drive viljesløst afsted med massebevidstheden uden fornemmelse af sig selv.

    Forandring har altid skabt ny bevidsthed. Oplysningstiden er et eksempel. Jorden har gennemlevet mange tidsaldre; istid, stenalder, jernalder, vikingetid, industrialiseringen og vidensalderen  er nogle få. Nu  føres vi ind i en ny. Mon den kommer til at hedde AI-alderen, robotalderen eller noget helt andet?

    Når alt kommer til alt handler det om, hvad vi hver især vælger. Forleden blev jeg inspireret til at skrive om opvågningsprocessen – den indre opvågning, som mange oplever nu.

  • Slip den dårlige samvittighed

    Vi mennesker går rundt med alt for meget grundløs dårlig samvittighed, og den tapper os for energi og livsglæde. Skyldfølelse  kan ligge i mange områder af vores liv. Eksempler kan være:

    • At være sur og skælde ud
    • At føle sig som en dårlig mor/far
    • At være opfarende
    • At have gjort noget engang, som ikke skulle været gjort
    • At være ude af stand til at tabe sig i vægt.
    • At føle du svigtede
    • At partneren har det dårligt
    • At det er min skyld
    • At være, som du er
    • At du ikke sagde sandheden
    • At du ikke gjorde det godt nok
    • At være et dårligt menneske
    • At tro, du gjorde noget forkert ift. hvad andre forventede
    • At føle skyld over sine inderste følelser

    Skyld genererer også skam og vrede.  Skyld går os skamfulde og små. Samtidig kan man føle sig som et offer for omstændighederne, og det gør os vrede.

    Skyld skaber også en uendelig mængde negative tanker, bekymringer og ængstelse, der aldrig får udløsning.

    Der er to slags skyldfølelse

    • Ren skyldfølelse er, når vi ved, vi har gjort noget, der er forkert. Vi fortryder, og vi kan komme videre ved at undskylde og evt. udbedre den forvoldte skade.
    • Al anden skyldfølelse er kulturel betinget og falsk. Er det ikke tid til at erkende og se, hvad der er sandt og usandt, træde ud af sit skyldfængsel. Vi lever i en anden tid nu. Før i tiden var det udbredt at smide skyld efter andre: du kan ikke være det bekendt, du fik mig til at gøre det, du kan ikke være bekendt at gøre det overfor mig. Vi lærte at lyve og fortie sandheden overfor andre. Gjorde vi det ikke, blev der smidt skyld efter os fra andre, der mente, at de havde retten i deres hånd.

    Ja vi har alle gjort og sagt ting, vi ikke skulle have gjort. Men sket er sket. Vil du videre uden det gamle, er du velkommen til at kontakte mig, evt. få en snak før en tilgivelsessession. Du behøver ikke engang fortælle mig for hvad. Jeg hjælper dig med at sætte ord på det, og du kan få tilgivelsen fra sjælsplanet samt slippe det, der har tynget dig ned.

    Engang gik jeg rundt med dårlig samvittighed over mange ting. Lige meget hvor meget energi jeg brugte på at forsøge at afhjælpe det, føltes det aldrig godt nok. Så jeg ved, hvordan det opleves.

  • Fra lidelse til ikke-tilknytning

    Efteråret er betagende smukt med sine gyldne farver. Vejret er omskifteligt med blæst, regn, gråvejr og vidunderlige stunder med det mest fantastiske vejr, blå himmel og sol.  En palet af omskiftelighed afspejles udenfor os selv.

    Overskrifterne i nyhederne er mere end nogensinde præget af drama.  Valget i USA, påstande om valgsvindel, minkaflivning, mutation, fake news, konspirationsteorier, snyd, bedrag, overgreb samt kaos her og kaos der.

    I dag kan jeg sidde og følge nyhederne uden at få kaffen galt i halsen. Sådan har det ikke altid været. Jeg kunne rase, lade mig irritere, blive overvældet, ked af det og blive revet med emotionelt. Nogle nyheder føltes ubærlige.

    En dag for efterhånden tyve år siden sad jeg i bilen og hørte jeg om en menneskelig tragedie, der fik det til at vride sig i mig. Selv om det blot var et indslag i radioavisen, forfulgte historien mig resten af dagen.  Indslaget handlede om en mand, der havde angrebet og overfaldet en anden på bestialsk måde. Jeg syntes, det var så forfærdeligt.

    Det havde intet med mig at gøre, så hvorfor skulle jeg lade den fylde? Jeg kunne ikke gøre noget. Den var ikke mit ansvar. Tværtom, det var to andre menneskers drama og kamp med hinanden.

    Senere slog det mig, at jeg var med til at holde liv i historien, at jeg bidrog med min egen lidelse.

    Vi kan aldrig opnå fred i vores ydre verden før vi slutter fred med os selv” – Dalai Lama

    Langsomt gik det op for mig, hvad jeg havde lært af min egen lidelse, men også at det var nok. Slut. Jeg ønskede noget andet.

    ”Vær den forandring i verden, du ønsker at se” – Gandhi

    Medlidenhed lider med den anden/de andre, bedømmer det som godt eller skidt. Vi kan sige, “det er godt nok synd, at….”  Medfølelsen rummer lidelsen uden at involvere sig, uden behov for at skulle ændre noget.

    Ikke at være knyttet til omverdens lidelse har intet at gøre med at være følelsesmæssig kold. Tværtom er der en ubetinget medfølelse med, at andre gør og vælger, som de gør.

    Når som helst kan vi vælge at stoppe vores egen lidelse. Det er et valg, et indre skift fra medlidenhed til medfølelse, ikke at blive ligeglade men at nå til at rumme verden, som den er.